”Kardinalen og Valkyrierne” er en fiktiv eventyrlig fortælling, som foregår i historiske omgivelser i det middelalderens Danmark – som inkluderer landsdelene Slesvig, Skåne, Blekinge og Halland. Desuden foregår begivenhederne i den svenske provins Västra Götaland samt hele vejen gennem Europa til Det hellige Land på den anden side af Middelhavet.
Hovedpersonen er den hallandske ridder Roar Sigmondson, der har tætte forbindelser til den danske konge Knud 6. og dennes familie, samt til ærkebiskop Absalon der residerer i Lund – på den tid rigets største by. I løbet af årene har Roar uddannet en lille elitestyrke af Nordens stærkeste riddere, hvoraf de fleste er kvinder og som går under fællesbetegnelsen ”Roars Valkyrier”. De holder til på godset Eketorp i det nordøstlige Halland.
Året er 1192 og i de vidtstrakte ørkenområder omkring Jerusalem er det tredje korstog i fuld gang. De allierede tropper – mest engelske, frankiske, spanske, germanske og italienske – kæmper for kristendommen under ledelse af den engelske konge Richard Løvehjerte. Hans modstander blandt muslimerne er først og fremmest den mægtige sultan Saladin. Tabene på begge sider er forfærdelige og der gives ingen pardon – tilfangetagne krigere på begge sider halshugges i tusindtal og blodet flyder i uendelige strømme.
Dette er for meget selv for Saladin og i sin nød sender han bud efter den eneste mand blandt de kristne, som han stoler fuldt og fast på, for at søge at formidle fred mellem de stridende parter: tempelridderen fra Halland, som før har vist sin retfærdige upartiskhed under en tidligere mission i Det hellige Land og som er gift med Saladins yngste søster Zahrah. Opgaven synes håbløs, hvorfor Roar også søger og får støtte hos paven i Rom.
Der venter Roar og Zahrah dog også en yderligere speciel opgave, hvorfor deres kun syvårige datter Sofia Sigrid må ledsage dem, ridende på Eketorps største hest, Herkules. Samtidig sørger den danske konge for nogen uro under sit første besøg nogen sinde på godset Eketorp, hvor han har et ærinde som mishager de her boende.
.png)