– Harald den Godes krønike
[roman]
I Den anden konge bliver du sendt til verdens udkant, nemlig danernes land omkring år 960.
Du kommer helt tæt på verden som den var: bøndernes verden, stormændenes verden, kongens verden.
Røgen river i øjnene, regnen driver ned ad mørke sejl og snottede unger kaster en jordknold i nakken på dig.
Du oplever kongesædet i Jelling, lige fra et bid i røven til kongens stærke øl, som gør dit hoved varmt, mens kong Harald holder sit koldt. For kongen har planer for sit halvfærdige land, og romanens hovedperson kommer meget tæt på. Han er nyttig, fordi han kan læse og skrive. Danernes land er ganske barsk, men ikke primitivt, og det hænger bedre sammen med den europæiske kultur, end vi plejer at tro. Der var mange gode grunde til at Harald lod sig kristne, og du kommer tæt på en verden, hvor guderne slås om pladsen, mens menigmand ofrer en håndfuld korn til den hemmelighedsfulde skytsånd, der våger over gård og dyr.
Det er en historie med meget menneskelighed, men det er også en historie om magt og om hvor svært det er at bære magten uden at blive ødelagt af den. Det er en historie om mange slags stræben, om grusomme nederlag og store håb, der går i opfyldelse.
Et fremragende portræt af en konge, og en roman, der trænger ind i middelalderens tankeverden og skaber troværdige mennesker fra den tid. Peter Herning har evnen til at skildre både den dybeste spiritualitet og den mest barske magtbrug. Forfatteren er aldrig kynisk i sin fremstilling af Harald og hans hof, og han er heller ikke sentimental i fremstillingen af munkens trosverden.
Romanen tåler sammenligning med Anne Lise Marstrand-Jørgensens Hildegard.
Jeg giver romanen min varmeste anbefaling.
Brian Patrick McGuire, professor emeritus,
grundlægger af Center for europæiske middelalderstudier
400 sider
ISBN 978-87-75280-54-4
Kunder der har købt dette produkt har også købt
.png)