Torben Olesen: Kaspar Hauser Spejlet

120,00 DKK

Ingen bedømmelse
Varenr.: 978-87-7528-9578
stk.

[digte]

Bag navnet Kaspar Hauser gemmer sig historien om en ung mand, som en forårsdag i 1828 dukkede op i byen Nürnberg i Tyskland. Han fremtrådte i alt som et lille barn, kunne knapt nok gå, hans sprog begrænsede sig til et par stammende sætninger, som han besvarede alle spørgsmål med, og han kunne på ingen måde gøre rede for sig selv.
I hånden holdt han et brev, hvoraf det fremgik, at han hele sit liv havde været holdt indespærret i en mørk kælder, at han i alle disse år aldrig havde set noget andet menneske, og i det hele taget havde været holdt fuldstændig afsondret.
I løbet af forbløffende kort tid lærte den unge mand at tale og begå sig, og han kunne i alt væsentligt bekræfte brevets indhold. Det lykkedes aldrig at finde frem til stedet, hvor han havde været holdt skjult. Hurtigt opstod den teori, at han skulle være den legitime arving til det Badenske fyrstehus, og på grund af en intrigefyldt magtkamp forsøgt dræbt, men af ukendte årsager i stedet gemt af vejen i mange år. Også den tanke, at han blot var en gemen bedrager, en slags landsbytosse som selv havde opfundet det hele, opstod fra starten.
Hans historie gik som en løbeild gennem Europa, og han blev kendt som ”Europas hittebarn”.
Fem år efter at han var dukket op, blev han brutalt myrdet, gerningsmanden blev aldrig fundet. Til Kaspar Hausers korte liv, knytter sig således mange gåder, og mange teorier til deres løsning er blevet sat i omløb.

Forfatteren spejler sig i historien om Kaspar Hauser, Europas gådefulde hittebarn, og han lader derved læseren spejle sig i samme, og de centrale spørgsmål, som man konfronteres med, formuleres i det første og sidste digt, nemlig ”Hvem er du” og ”Hvad gør du her”. Det er jo ikke første gang i litteraturhistorien, at disse spørgsmål er blevet stillet, men jeg må blankt tilstå, at det er sjældent, at de er behandlet så stilsikkert og så sprogligt elegant som tilfældet er her.

Flemming M. Poulsen

Denne bog udgør tredje og sidste del af en trilogi, hvoraf første bind De døde kongers by tager udgangspunkt i konfrontationen med fortiden og de spørgsmål der rejser sig ved mødet med ungdomsvennen, som forfatteren skiltes fra i Indien i 1970 og ikke har set i mellemtiden. Hvordan begyndte det, hvad fik dem til at blaffe øst på mod fjerne himmelstrøg, hvorfor var der nogle som gik til grunde, og andre som kom hjem igen?
Temaet i andet bind Alt er nyt igen er konfrontationen med dødens realitet; hvordan opleves det fra det ene øjeblik til det andet, at stå ansigt til ansigt med døden, og hvor går man hen, når man – så at sige – bliver benådet på skafottet?
I dette tredje bind, hvor der tages udgangspunkt i Kaspar Hausers skæbne, er omdrejningspunktet det absurde og begrebet fremmedgørelse. Det absurde og fremmedgørende opstår i, at den småborgerlige overflade krakelerer, da det viser sig, at der midt i idyllen, i kældermørket, har udspillet sig et tragisk drama, som omgivelserne efterfølgende må forholde sig til; tingene er ikke hvad de ser ud til at være.
I en række billeder gennemspilles dette tema med forfatterens egne oplevelser.
Selvom der er tale om en trilogi, kan hver af bøgerne udmærket læses som et selvstændigt værk.


Tidligere udgivet:
14 sange Tekster sat i musik af Anders Roland 2008 (CD)
Jeg vil være rytter Skuespil om Kaspar Hauser 2009 (Privattryk)
Da jeg gik ind i byen brød solen frem og sendte sit lys ud over alle tage Digte 2016 (Privattryk)
De døde kongers by Digte 2018 (Forlaget Attika)
Alt er nyt igen Digte 2019 (Forlaget Attika)


isbn 978-87-7528-9578

52 sider