Finn Wiedemann: Sådan en dag glemmer man aldrig

[roman]

Så har jeg forladt Pernille eller også er det Pernille, der har forladt mig. Jeg ved det faktisk ikke, nu hvor jeg sidder i bybussen, og luner mig på det tredje sæde, den plads hvor varmeapparatet er monteret under sædet, og er på vej til fest hos VUC-Lone.
Hvordan skal man nogensinde finde ud af et andet menneske, når man dårligt kan finde ud af sig selv?
Når jeg siger, at jeg elsker hende, siger hun erle, perle, pif, paf, puf. Og når hun siger, at hun elsker mig, siger jeg sten, saks, papir.
Himlens tårer løber stille ned ad bussens ruder som klimprende mandolinstrenge og floder af lys fra butiksruder, lyssignaler og gadelygter skyller tyst og støvet gennem de sjip-sjap våde asfaltgader.
Da jeg står af bussen, går jeg over gaden, hen til modsatte stoppested, og venter på, at bussen kører mig retur. Ikke tilbage til Pernille, men hjem til mig selv.

Sådan en dag glemmer man aldrig handler om de formative ungdomsår, hvor barndommens uskyld slippes og voksenlivets første stier trædes. Bogen rummer en række humoristiske prosafortællinger fra årene 1980-1986 og kan læses som et personligt portræt af en tid, hvor ungdomsarbejdsløshed, risikoen for atomkrig og sortklædte digtere udgjorde en del af den luft, man som ung dagligt skulle indånde. Hvert år indledes med et kort uddrag fra statsministerens nytårstale, som sætter de personlige historier ind i en større sammenhæng.

Finn Wiedemann (f. 1964) er uddannet cand. mag. i dansk og kulturstudier. Han er lektor på Syddansk Universitet og er forfatter til en række skøn- og faglitterære bøger.
Sådan en dag glemmer man aldrig kan ses som en selvstændig fortsættelse af bøgerne I grunden har vi det jo godt (2013), der foregår i 70’erne og Vi er her kun til låns i al slags vejr (2014), der foregår i 50’erne og 60’erne.
Om I grunden har vi det jo godt hed det bl.a.: For os der er vokset op i 70’erne, er der masser af skæve smil og fint sansede øjeblikke af genkendelse. Bogrummet.dk.
Forfatteren fortæller humoristisk, skarpt og præcist om opvæksten i en lille by i nærheden af Odense. Bibliotekets lektørudtalelse.
Om Vi her kun til låns i al slags vejr hed det bl.a.: Som den ældste erindrende i slægten har Finn Wiedemann ristet familien en smuk rune og mindet os andre om, at alene ordene kan fastholde lidt af tilværelsens flygtighed. Fyens Stiftstidende.
Velskrevet og poetisk roman ... En udviklingsroman og familiekrønike for læsere der vægter stemningsbilleder og menneskelige relationer højere end dramatik. Bibliotekets lektørudtalelse.

isbn 978-87-7528-9042
148 sider